På denne side:

Hvilke instrumenter har jeg spillet og kan undervise i. For alle fag gælder, at jeg kan undervise på aftenskoleniveau gennem Nordsjællands Aftenskole:

Klaver, sang, musikhistorie, kor- og ensembleledelse, nodelære og musikteori er de fag, jeg har eksamen i: dels bifag i musik ved Københavns Universitet og dels den Præliminære Orgelprøve (PO) som nu hedder Kirkemusiker Med Orgel og Korledelse (KMOK). Jeg kan ikke undervise i orgel, fordi jeg ikke længere har fast arbejde som organist.

Øvrige instrumenter

Jeg ved ikke noget om elektrisk forstærkning og mit kendskab til pop og rock er stærkt forældet. Til gengæld har jeg en stor viden om klassisk musik og nordisk folkemusik, som jeg dyrker i forskellige sammenhænge. Jeg underviser i disse instrumenter:

Guitar klassisk og folkemusik (ikke el-guitar) og ukuleler (sopran, baryton og basukulele)

Mandolin (stemt som en violin) og mandola (stemt som en bratsch)

Tenorbanjo både keltisk (stemt en oktav under en violin) og jazz (stemt som en bratsch, jazz kun på begynderniveau)

Jeg kan spille blokfløjte, men henviser til min dygtige kollega på Nordsjællands aftenskole. Jeg vil derimod gerne undervise i Ocarina.

Violin og Bratsch

Mit første instrument var violinen, som jeg begyndte at spille på som otteårig. Jeg gik til violin i mange år, og på trods af at jeg ikke var så flittig, blev jeg alligevel ret god. Jeg spillede i et strygeorkester, min spillelærer havde oprettet, mens jeg gik i gymnasiet. Her blev jeg fascineret af bratschen, den dybe storebror til violinen, som havde sin helt egen nøgle, altnøglen, som man skulle sætte sig ind i.

Orkestret blev opløst og derefter begyndte jeg at spille spillemandsmusik i Folkets Hus' Spillemænd, som nu hedderSpillefolket.

Jeg fik min første bratsch i 1976. Jeg kan huske det, fordi jeg deltog i Barsebäck-marchen. Jeg tog afsted dagen før og havde bare sagt til mine forældre, at jeg skulle til Sverige. Da jeg sagde farvel, spurgte min far for sjov om jeg måske skulle på Barsebäck-march? og da jeg svarede ja, det var det sådan set, blev han meget overrasket og sur og sendte mig afsted med en større svada. Så da jeg kom sent hjem og lagde mig til at sove, forventede jeg at vågne op til endnu et møgfald - men min far vækkede mig bare og spurgte om jeg ville med ind og købe den bratsch jeg havde snakket om! Fra engang i 80-erne og 10-15 år frem, spillede jeg i Gentofte Amatørsymfoniorkester. I starten var vi 4, så var der en der døde, og jeg overtog den bratsch, han havde spillet på, og som tilhørte orkestret. I mange år var jeg alene på bratsch - det var en god skole! Da orkestret blev nedlagt, blev orkestrets instrumenter fordelt til medlemmerne. Vi fortsatte i en strygekvartet og en blæserkvintet i lang tid efter.

Tangenter

Mine første erfaringer med tangenternes verden var hos mine bedsteforældre.

Min farfar, farmor og farbror boede i Aalborg. Hjemmet var nøjsomt, kærligt og meget indremissionsk. Bedsteforældrene kom fra det østlige Vendsyssel, og mødet med den larmende storby kunne jo være overvældende - men de vidste hvor Jesus var! Den mandlige side var meget musikalsk og spillede selvlært violin i Bethesdas Strengekor. Min far var den første, der lærte klassisk violin, og han ville også gerne lære at spille klaver, men blev spurgt om han virkelig ville spille sådan et Kling-klang-instrument, og om det ikke var bedre med et fornuftigt harmonium, så han kunne akkompagnere salmesangen? - og sådan blev det!

På et tidspunkt fik vi harmoniet sendt over, fordi det ikke længere blev brugt i Aalborg, og de synes jeg kunne have glæde af det, og det holdt stik!

Min far satte koralbogen foran mig slået op på "Den signede dag", som står i C-dur og kun består af hel-, halv- og fjerdedels-noder. Han viste mig hvor C var i F-nøglen og G-nøglen, og så stavede jeg mig ellers igennem salmen, og lærte at spille efter noderne på den måde.

I min mormor og morfars hjem stod til gengæld et klaver, som jeg stadig har. Min mormor var rundet af Oslos overklasse og min morfar var søn af en stationsforstander, og han blev præst på Frederiksberg. Han var også indremissionsk, men præget af den københavnske gren og KFUM og -K, som var socialt bevidst og langt mere udadvendt end den jyske gren. Både min mormors og min morfars barndomshjem har været meget kulturelle. Min mormor havde sunget i sangkor og spillet klaver, og min mor og moster har også spillet klaver som børn. I starten var mine udfoldelser nok at sammenligne med børnebørnenes udfoldelser i dag på selvsamme klaver (og min mormor led desværre af genkommende migræne, som alle fine damer dengang). Efterhånden satte sliddet ved harmoniet mig dog i stand til at gå om bord i "Für Elise" med fire krydser og "Måneskinssonaten" med fire b-er (hvilket havde en meget gavnlig virkning på min mormors migræneanfald).

Mine forældre erstattede med tiden harmoniummet med et nyindkøbt klaver. På et tidspunkt søgte jeg optagelse på musikvidenskab på Københavns Universitet, og jeg tænkte at jeg hellere måtte gøre noget ved mit klaverspil, og meldte mig til et aftenskolekursus, på trods af at jeg var flyttet hjemmefra og ikke havde noget klaver, men måtte øve hos mine forældre og en kammerat. Jeg fortalte at jeg var selvlært, og læreren sagde at så manglede jeg nok noget teknik - og ganske rigtigt. Schuberts impromptu i As-dur er trods alt ikke begynderstof, men jeg spillede med flade fingre og uden nogen anslagsfornemmelse. Så blev jeg sat til at spille småstykker og øve teknik, og stillede op til optagelsesprøve med nogle små stykker af Niels Viggo Bentzon. Det var de glade for, og jeg blev optaget uden betænkninger og havde en dejlig tid på studiet - men jeg har stor forståelse for, hvor svært nogle af mine elever har det, når de synes de har lært en masse på YouTube og jeg går i gang med noder og anslag.

Mens jeg læste musik prøvede jeg at finde et relevant studiejob. Jeg var et års tid ansat som akkompagnatør for en studiekammerat der havde et kor i folkeskoleregi. En dag i 1986 i kantinen fortalte en, at han havde fået job med at undervise aftenskolekor. Jeg mødte op på AOFs kontor med en åbningsreplik, der var så indstuderet at jeg husker den endnu: "God dag, jeg hører at I søger lærere til kor, og vil være så ubeskeden at foreslå mig selv!" Konsulenten smilede og sagde, at jeg var velkommen til at foreslå mig selv, jeg skulle bare skrive nogle forslag til tekster. En af teksterne fængede åbenbart: Lær noder ved at synge i kor. Det blev startskuddet til min karriere som aftenskolelærer og til teksten "Orfeus på skolebænken - musikkens AHC".

Blokfløjte

- Et af de mest forhadte instrumenter.

I fjerde klasse skiftede jeg skole til en privatskole, hvor det var obligatorisk at spille blokfløjte. Det var en almen indstilling hos drengene i klassen, at det ikke var sjovt at spille blokfløjte, og det gik jeg med på - på trods af min nysgerrighed over for alle instrumenter prøvede jeg at få min violinlærer til at erklære, at det var en dårlig idé at spille blokfløjte, når man også spillede violin. Det nægtede han heldigvis, og det er jeg taknemmelig for! og jeg blev faktisk ret glad for det, godt hjulpet af den spændende blokfløjteskole, "Familien Blok" - men hvorfra kom den modstand?

Vincent Hendricks har skrevet om sine boblestudier: Boligbobler, prisbobler mm. og også om mobbe-bobler - nogle ganger kaster folk sig over et mobbeoffer, og straffer det ud over al proportionalitet. Mobbebobler er ret almindelige i musikkens verden. Der er god mainstream-smag, og så er der dårlig smag, indtil nogle med høj status ophøjer den dårlige smag til god smag, som det fx er sket med Beatles' og ABBAs musik. For tiden er mange enige om at blokfløjten er dårlig smag.

Jeg tror det til dels skyldes instrumentets historie: I renæssancen var blokfløjten et fornemt instrument. De blev lavet i mange størrelser, dybe blokfløjter med en blød og mørk klang, og lyse, mere gennemtrængende blokfløjter, der kunne spille jævnbyrdigt med de kraftigere instrumenter. I barokken blev instrumenterne stadig kraftigere, så det blev mest de lyse: alt-, sopran og sopranino, der kunne hævde sig, som man skrev for.

Blokfløjter er ikke gode til at spille dynamisk. Blæser man for svagt eller kraftigt bliver fløjten falsk. Derfor vandt traversfløjten, som kan, og som allerede var i brug i militærmusikken, over blokfløjten, da man erstattede barokkens terassedynamik (skiften mellem svagt og kraftigt) med dynamisk spil (glidende overgang fra svagt til kraftigt eller omvendt). Da traversfløjten af træ, og senere tværfløjten af metal vandt frem, blev blokfløjten også anset for et gammeldags instrument, som blev forbundet med den tørre barokmusik.

Blokfløjter fik en renæssance på tre fronter: For det første blev sopranblokfløjten et populært børneinstrument, hjulpet frem af den tyske komponist og musikpædagog Carl Orff(1895–1982), fordi det egner sig til små fingre, så det forbindes med børnemusik på xylofon og klokkespil. Blokfløjter er faktisk ikke lette at spille på, fordi de er intonerende instrumenter og kræver præcise fingerbevægelser, derfor skal man øve sig meget, før det lyder godt.

Den nye musikpædagogik medførte også, at der blev skrevet avanceret ny blokfløjtemusik til poderne, når de blev dygtigere. Avanceret ny musik er også omfattet af en mobbeboble i nogle kredse.

Den tredje front var at man begyndte at beskæftige sig med hvordan den gamle musik og dens instrumenter faktisk lød: opførelsespraksis. Det var der igen en stor modstand mod, fordi man syntes at de gamle instrumenter lød dårligere, spillede svagere og kunne mindre.

Der er nu gode grunde til at lære blokfløjte: Som sagt er det et intonerende instrument, som man opdyrke ens evne til at spille rent. Det er billigt og let at transportere, og så er det indgangen til træblæsernes verden: De fleste klarinet-, saxofon- obo- og fagotspillere er startet som blokfløjtespillere.

Sang

Engang inviterede DR-TV til "mandeaften" under mottoet "Det eneste der synger, er lussingerne", og så var der ellers dømt amerikanske selvtægtsforherligende film hele aftenen.

Det er mærkeligt, at det opfattes som umandigt at synge. Er der en mandlig egenskab, man stadig kan hævde ikke kun er statistik, er det da mandsstemmen!

Jeg har altid elsket at synge, men har også haft store stemmeproblemer.

I mine første skoleår var skolens kor og søndagsskolen mobningsfrie og sangfyldte områder, som jeg elskede. Da jeg skiftede skole, kunne jeg blive en del af et virkelig godt børnekor, og jeg fulgte nogle af drengene i klassen ind i koret men også, desværre ret hurtigt, ud.

Overgangen truede, og da jeg kom ud på den anden side som vingeskudt sanger, var jeg faktisk moden til at tage sangen op igen.

Det var lidt svært. Jeg var den eneste af drengene, der havde lyst til at synge, så det var sammen med pigerne i klassen, mens drengene blev sat til at analysere rockplader (efter alle disse år, kan jeg godt afsløre at de henlagde gruppearbejdet til den nærliggende bodega).

Vores musiklærer var fremragende, bortset fra som sangpædagog. Han gjorde den fejl som er meget udbredt, at han tænkte, jeg kunne synge den underste stemme i en sats for tre lige stemmer. En altstemme ligger for højt for en mandsstemme og for dybt hvis man oktaverer, og så var jeg jo alene og oktavforvirret.

Jeg ville gerne med i skolens kor, og havde lige opdaget, at jeg kunne synge falset. Derfor debuterede jeg som tenor ved korets forårskoncert efter at have været med til en enkelt prøve, som en af klassekammeraterne sagde "du sang ikke særlig meget med". Så forsøgte jeg mig som bas, men jeg havde ikke rigtig nogen dybde, til gengæld kunne jeg tage nogle af de øverste toner ret nemt i forhold til de andre bassangere. I koret havde vi nogle satser for firstemmigt herrekor, dels "Morgensang" af "Elverskud" og dels sang vi faktisk herrekor og jeg fandt ud af at førstebasstemmen lå godt. (fortsættes)

duhn.nu