Så er det tid til en frisk sømandsvals, "En sjömand älskar havets våg".
Historien om visen kan man læse her:
https://www.hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/w-aa/aalandsvisen/
Taktarten 3/8 er måske ny for nogle. Fornemmelsen er som en frisk 3/4-takt, men man tæller hver takt som et slag.
Klaver: Satsen findes i tre udgaver. To udgaver hvor den er skrevet ud i en firstemmig sats (der er fingersætninger i den første udgave for at hjælpe lidt på vej) og en ren becifringssats.
Guitar: Man kan spille en fuld akkord på hvert 1-slag eller bas på 1-slagene og de tre lyse strenge på 2 og 3 - evt. første model i verset og anden model i omkvædet. Bastonerne er enten den løse D-streng eller den løse A-streng gennem hele visen.
I disse tider kan det ikke blive jysk nok, så her er den: Jyllands nationalsang.
Jeg iler med at betone min egen jyske baggrund: Min far var født i Aalborg (og stemte på Venstre), min mor havde en jysk far og en norsk mor, der flyttede til Frederiksberg. Jeg har nok selv boet i Aalborg 1-2 år - fordelt over mere end 60 år - så kom ikke her!
Teksten er i øvrigt skrevet af en fynbo, der flyttede til København. Han skrev den på en togrejse gennem Jylland og gjorde den færdig på Aalborghus. Melodien er skrevet af en københavner, der tilbragte meget af sit arbejdsliv i Sorø.
Guitar: Der er mange hurtige akkordskift lige som i sidste uges sang, og det er også her i stilen at spille fingerspil.
Der er både en side for guitar og en for ukulele. Mange af satserne, og akkorderne selvfølgelig, kan spilles på begge instrumenter. Guitaren ligger en oktav dybere og har et større omfang. Samtidig er nogle tonearter mere bekvemme for hhv. guitar eller ukulele. Jeg har prøvet at adskille det lidt, men gå endelig på opdagelse hos det andet instrument.
Udfordringen er, som i mange salmer og gamle danske sange, at akkorderne skifter på hver tone.
Der er en ny akkord på hvert slag. Prøv evt. at spille akkoderne i-m-a på de tre lyse strenge, p på de dybe - det passer bedre til stilen end at spille hen over strengene med p. Der er nogle forslag til akkorderne i en forenklet form, når man kun spiller på fire strenge.
Happy Birthday er god at have i baghånden. På klaver er udfordringen springene i 2. system - heldigvis skal man flytte hånden steder, hvor der er naturlige vejrtrækninger. Sangens historie kan læses her:
https://www.cmuse.org/mildred-j-hill-the-composer-of-happy-birthday-song/
Ugens sats er en kendt vintersang, som passer rigtig godt til denne sure vinter.
For guitar er der to udgaver: 1) en udgave hvor man kan synge og spille akkorder til. Den er i D-dur, hvor akkorderne er nemme (G6 er en G-dur hvor den høje E-streng er løs). 2) en udgave i C-dur for to guitarer, hvor den ene spiller en basstemme.
Både i C-dur og D-dur ligger den lovlig dybt, så man kan med fordel bruge en Capo d'astro.
For ukulele er satsen skrevet ud i F-dur, den oprindelige toneart, denne sats kan selvfølgelig også bruges for guitar. F-dur er ikke så guitarvenlig, men hvis man vil øve barrégreb er det udmærket.
Musikken er af Helmich Roman som i 1744 skrev en suite til brylluppet mellem Lovisa Ulrika og Adolf Fredrik, som blev Sveriges konge i 1751.
Bellmans tekst handler om musikanten Fader Berg, som vistnok er en opdigtet figur, en gammel spillemand. Man kan læse mere om Bellmans persongalleri her.
http://www.bellman.net/texter/personer.html
Thermopolium boreale var et kaffehus i Gamla stan i Stockholm, jomfru Lona var servitrice på stedet.
De dybe toner uden tekst skal forestille en cello. Bellman var en mester i at imitere instrument-, dyre- og alle andre lyde.
Guitar: Fingersætningerne i parentes er steder, hvor det kan betale sig at blive på samme streng og tage E i femte bånd og H i fjerde. De dybe celloimitationer spilles med højre hånds tommelfinger, det er lånt fra flamingoteknik.
God fornøjelse i godt selskab med Bellman
Denne lille melodi skrev jeg en sensommeraften i Otterup. Jeg havde spillet til gudstjeneste om morgenen og brugt lang tid på noget administrativt hadearbejde, og skulle til at køre den lange vej hjem. Men så satte jeg mig lige til klaveret med udsigt til solnedgang over det flade Nordfyn, jeg prøvede på det tidspunkt at skrive nogle små jazzstykker, men denne her kom til at lyde lidt afrikansk, deraf titlen.
I disse genforenings- og corona-tider hvor der er føget ugræs over hegnet og spærret med farver og med pæle, er denne sang oplagt.
I denne tid, hvor vi alle sammen lider af udlængsel kommer her en sats om hjemlængsel.
Det er første sats jeg skriver i et nyt nodeprogram, Finale, som jeg er ved at lære - så bær over med små skønhedsfejl.
Den handler om Kong Valdemar, hvilken af de tre Valdemarer i kongerækken er vist nok omdiskuteret. Sagnet, som er et europæisk vandresagn, handler om kongen der udfordrer Gud ved at udbryde "lad Gud beholde sit himmerige, har jeg blot Gurre!" Vorherre tager ham på ordet, og lukker ham ikke ind i himlen, men lader ham ride rundt med sine mænd til evig tid som spøgelserFpå jagt om natten. Gurre ligger i nærheden af Helsingør og overhovedet ikke ved Østersøens bred. Det er formentlig blandet sammen med godset Stensbygård øst for Vordingborg. Jeg har i øvrigt været organist i Stensby Kirke, nabo til godset. Det er en egn der har været rig og magtfuld på Valdemarernes tid.
Der er et par nye udfordringer: Melodien går i 6/8-dels takt, 1-2-3 4-5-6. Den står også i e-mol, hvor der er fast kryds for F. En del af satsen står faktisk i G-dur, som også har kryds for F. To tonearter med samme fortegn kaldes parallelle tonearter. Det er altid en mol- og en durtoneart. Moltoneartens grundtone ligger altid en lille terts, 1½ tone, under durtoneartens grundtone. Der er også et skoleeksempel på en sekvens. Først er der en melodi, der starter og slutter på G i 4. takt. Så kommer den samme melodistump igen, men denne gang starter og slutter den på H. De første fire toner i de næste to fraser er spejlbilleder af hinanden: Når den ene går op, går den anden ned og omvendt - meget raffineret. Det er også raffineret at melodien hverken begynder eller slutter på toneartens grundtone. Måske et billede på det hvileløse spøgelsesridt, der aldrig falder til ro?
Ugens sats er Carl Michael Bellmans sang om sommerfuglen der vågner når forårssolen skinner efter den lange vinter.
I Politikens Forlags udgave af Bellmans viser (1980) kan man læse, at det er en omskrivning af en ansøgning på vers om at Bellmans hustru, Lovisa Friedericka Bellman (f. Grönlund), måtte få stillingen som oldfrue på kongens slot, Haga, som var ved at blive bygget. Endvidere kan man læse, at melodien muligvis er helt hans egen, selv om der er fundet nogle andre, der ligner lidt - man kan aldrig vide med Bellman
Klaversatsen findes i en let og i en lidt mere udfordrende udgave. Den anden udgave introducerer den såkaldte Albertibas som man kan læse mere om på Wikipedia.
https://da.wikipedia.org/wiki/Albertibas
I guitarsatsen flytter venstre hånd op i tredje position i takt 8, det har vi vist prøvet før - ellers ring eller skriv til mig, hvis du er i tvivl.
Nu er der ved at komme gang i foråret, og det vil jeg fejre med en gammel svensk forårssalme: Nu blomstertiden kommer.
Guitarsatsen bevæger sig lidt ned på 4. streng, der er et fast kryds for F, der tages med fjerde finger i fjerde bånd. I akkompagnementstemmen, er der et løst kryds for C, der også tages med fjerde finger i fjerde bånd, men på A-strengen.
I klaversatsen har venstre hånd lidt mere at lave end sædvanligt, til gengæld bliver den i samme håndstilling. Højre hånd skifter stilling et par gange. Vær opmærksom på fingersætningen.
Ud over sangen i guitarvenlig toneart er der et fingerspilsakkompagnement skrevet i tabulatur.
I første takt er der en speciel udgave af D-durakkorden med Fis på den dybe E-streng som bastone.
Der er flere muligheder: Man kan tage Fis'et med 1. finger og resten med de andre. Man kan lave barré i andet bånd, eller man kan være fræk og tage Fis med venstre hånds tommelfinger. Man kan selvfølgelig også springe op og falde ned på det, og tage en almindelig D-durakkord med D i bassen ;-)
Ugens guitarsats er en gammel tysk folkevise. En udgave kan høres på Spotify med en tysk gruppe, der hedder Faun, 'Tanz über die Brücke' på albummet 'Buch der Balladen'.
Den går lidt op ad gribebrættet i et par takter, husk den gode håndstilling, når hånden flyttes - få tommelfingeren med :-)
Satsen for to guitarer er i D-mol. Rytmen i 2. stemme har jeg skrevet lidt udfordrende: Den skifter mellem at tonerne ligger på 1. og 3. slag og på 1. og 2. slag. I romantikken i 1800-tallet blev det moderne at beskæftige sig med gamle folkeviser, men man rettede dem meget til efter samtidens sprogbrug, og skrev endda nogle helt nye tekster, der skulle lyde gammeldags. Jeg ved ikke hvordan den originale udgave af denne sang lyder, men det er en smuk melodi i den form, vi kender den.